Krolf

Introduktion:
Krolf
. Tag to dele kroket og bland det med to dele golf. Rør rundt og tilsæt rigeligt med godt humør og lidt konkurrence, og så har du idrætsgrenen krolf. Spillet foregår med kuglerne og køllerne fra kroket samt hullerne fra golf, og den kombination har vist sig meget succesfuld – især blandt den modne del af befolkningen.

Hyggeligt holdspil:
Onsdag kl. 10.00  fra Påse til November

Seniorer er friske nu om dage, og vi vil stadig gerne dyste med hinanden. Med krolf kommer vi ud i den friske luft og får motion. Der er plads til en kop kaffe og hyggesnak, det sociale er meget vigtigt for os – og alle er velkomne til at spille med.

Krolfregler:
Det gælder, i al sin enkelhed, om at få kuglen i hul på færrest antal slag.

Alle spillere er på banen samtidig. Først slår spiller 1 et slag, dernæst spiller 2, spiller 3 osv. Rækkefølgen bibeholdes hele tiden.

Man tildeles 1 straffeslag, hvis man slår for tidligt eller til en forkert kugle, og alle implicerede kugler flyttes tilbage.

Man må ikke flytte flag eller andre forhindringer, hvorimod nedfaldne blade, grene og lignende godt må fjernes, uden at kuglen flytter sig.

Hvis man direkte fra startstedet slår sin kugle i hul, er det en hole-in-one, og den tæller 0 slag. Hvis man har slået sin kugle hen i nærheden af hullet på 1 slag og så bliver hjulpet i hul af andre, er det ikke en hole-in-one og tæller derfor som 1 slag.

Hvis kuglen ligger så den ikke kan spilles, må man tage den 15 cm væk fra forhindringen, men det, at flytte kuglen, betragtes som 1 slag.

Hvis kuglen ryger helt ud af banen, ind i et bed, i en sø eller andre steder, hvor den skal flyttes ind på banen igen, koster det 1 slag at gøre dette. Kuglen flyttes den kortest mulige vej ind på banen. Det koster ikke 1 slag, hvis andre har skubbet éns kugle ud af banen.

Du skal være medlem af Foreningen Skibhuscentret for at deltage.

Efter spillet, samles vi til en kop kaffe eller the, eventuelt med et stykke brød til.

Instruktør:
Ove