Seniortræf 2024
Rekordmange til Seniortræf Fyn 2024
Selvom vejrudsigterne ikke var strålende i området ved Skibhuscenteret i Odense, var 92 motionsglade seniorer og frivillige alligevel mødt op for endnu en gang at udfordres på nye idrætter og opleve glæden ved det sociale fællesskab, der er opstået i nogle af senioridrætsforeningerne på Fyn, da der blev afholdt Seniortræf Fyn for tredje gang.
Krolf, naturmotion, Qi Gong og ude-fitness var blot nogle af de aktiviteter, som det naturrige område kunne byde på. Særligt ude-fitness var Jens Arne, der er formand for Skibhuscentret, meget begejstret for at kunne tilbyde som aktivitet: ”Vi fik de udendørs træningsfaciliteter for et halvt år siden, så det er dejligt, at de også kan bruges til et arrangement som Seniortræf,” fortæller han.
Bente på 79 år har været frivillig i Skibhuscentret og kommer der nu næsten hver dag for at gå til blandt andet linedance, petanque, cirkeldans og strik. Derfor falder det hende også meget naturligt at have mod på at prøve en masse forskelligt: ”Det er ikke vigtigt, om man kan finde ud af det eller ej. Det vigtigste er at være med og have det sjovt,” fortæller hun efter at have givet sig i kast med de forskellige fitnessmaskiner for første gang.
Seniortræf Fyn er stablet på benene i et godt samarbejde mellem Ida Mørk, som er instruktør hos Langeskov Senioridræt og medlem af bestyrelsen hos regionsledelsen i DAI Syddanmark, og idrætskonsulent i DAI Josef Sedighi Frandsen. Arrangementet er på grund af den store succes en tilbagevendende begivenhed og vender tilbage i 2025.
Seniortræf 2023
Seniortræf 2023 samler idrætsglade seniorer på Fyn
9. juni 2023
Knap 70 fynske motionister var i går samlet, da der blev afholdt Seniortræf på Fyn for anden gang. Det er en del flere end sidste år, hvilket er særdeles positive nyheder for arrangør Ida Mørk: ”Det, at vi er samlet en hel dag og ikke blot til en enkelt time, det giver så meget energi. Der er plads til at grine og have det sjovt sammen”.
Ida Mørk er instruktør hos Langeskov Senioridræt og sidder i bestyrelsen hos regionsledelsen i DAI Syddanmark, og hun fik idéen til en idrætsdag på tværs af senioridrætsforeninger på Fyn allerede sidste år: ”Der skal ske noget, der kan samle en masse omkring idrætten, og Skibhuscentret var på det tidspunkt lige blevet medlem af DAI”, og sammen med daværende idrætskonsulent fik de stablet et godt arrangement på benene. De samme gode tanker gik så igen i går – med tilføjelse af yoga som en ny aktivitet på programmet. Ida har allerede en masse gode idéer til, hvordan næste år kan blive endnu bedre ”I år var vi flere end sidste år, så hvem ved, hvad det ender med næste år – måske også med nye aktiviteter.” Ida er selv uddannet til at undervise i Qi Gong og stod på dagen for yoga-aktiviteten, hvor der var fuldt hus.
Det smukke område omkring Skibhuscenteret ved Odense dannede den helt perfekte ramme om dagen, der bød på både krolf, petanque, yoga, gymnastik, en gå-tur og Qi Gong – alt sammen under den lune sol.
Tut og Vera på 85 år og 84 år kommer fra Skibhuscentret, hvor de normalt er med til forskellige aktiviteter som gåture og fællesspisning, og de havde begge glædet sig til dagens aktiviteter: ”Det er vigtigt at holde sig i gang, selvom vi ikke kan det samme som for ti år siden. Fællesskabet i foreningen og til dette arrangement er vigtigt for sådan nogen som os, der nu er blevet alene.”. Og netop fællesskabet var tydeligt at mærke, uanset om man kæmpede mod de drilske tivolihuller på krolfbanen eller udfordrende Qi Gong-bevægelser.